RONNI MÅ IKKE TEGNE EN KAT

”Altså Ronni, sådan noget tegner vi ikke her i børnehaven. Det ved du godt.”

Det er Johannes, der taler til Ronni, mens han læner sig ind over bordet. Johannes er en af de voksne i børnehaven. Stregerne på papiret ligner ikke rigtig noget, tænker Ronni, men han hviskede til Iben, at han ville tegne en vild kat med hugtænder og laserøjne og raketter på poterne. Og så sagde Iben det til Johannes.

”Du kan jo nok forstå”, siger Iben til Ronni, ”at Søren bliver så ked af det, hvis du tegner en kat. Forstår du ikke det? Du kan jo tegne ALT andet, så hvorfor skal det lige være en kat?”

Iben er et barn, men hun taler lidt ligesom de voksne, synes Ronni.

”Sørens kat blev jo kørt over sidste år. Så hjemme ved ham tegner de selvfølgelig ikke katte længere. Og Sørens storebror synes, det er en god idé, hvis Søren heller ikke i børnehaven skal mindes om sit kæledyr. Så vi har lovet, at vi ikke tegner katte,” forklarer Iben.

[RONNI TÆNKER: Sørens storebror er meget ældre end Søren og bor vist nok langt væk i et fremmed land, der hedder noget i retningen af Skånekatten. Sørens storebror har kun været i børnehaven én gang, og her var han iført rævepels og støvler af krokodilleskind og havde spurgt alle børnene i garderoben, om de kunne tænke sig ni liv. Ronni synes, at ræven stirrede]

Iben afbryder Ronnis tanker.

”Hvordan vil du selv have det, hvis nogen tegnede Buller?”

”Altså vores hamster?,” spørger Ronni.

[RONNI TÆNKER: Ah, Buller. Vores gamle hamster Buller, som hele familien glemte alt om, indtil hjulet i hamsterburet gik i stå, og Buller faldt om. Færdig. Død. Far begravede den i baghaven og stak en stor grydeske i jorden, men kun fordi følsomme faster Ditte var på besøg. ”Ellers havde vi kogt suppe på Buller eller smidt ham i brændeovnen,” som far sagde med et stort smil.]

Ronni synes, det er en rigtig god idé at tegne Buller.

”Ja, Iben! Så kan vi måske tegne Buller som en slags HamsterMAN med kappe og superkræfter og lyssværd og…”

”Fald nu ned I to.”

Nu blander voksne Johannes sig igen.

”Vi siger da bare, at vi hverken tegner katte eller hamstre. Så er der ingen, der bliver kede af det,” siger Johannes.

”Jamen, hvis vi giver hamsteren lyssværd og …”

”Så så, Ronni,” siger Johannes, ”ingen grund til at blive hidsig og råbe. Jeg skal nok holde øje med de andre, så ingen tegner din gamle Buller”

Johannes blinker til Ronni med det ene øje og peger rundt på de andre børn ved tegnebordet.

Ronni kigger på de andres tegninger. De tegner næsten alle sammen huse. En stor trekant oven på en stor firkant, to små firkanter som vinduer og en lang firkant som dør.

Ronni føler sig pludselig så træt. Han orker ikke at tegne mere, men hopper ned fra sin stol, tager sin jakke på og går ud på legepladsen.


Næste dag, da Ronni træder ind på fliserne i børnehaven, har han glemt alt om tegningen fra i går. Måske skal han bygge et stort sejt sandslot i dag, tænker han, mens han langsomt går over legepladsen og hen mod døren til huset.

”Tegnede du en kat i går, Ronni?”, lyder det med en dyb stemme.

Ronni vender sig rundt. Børnehavens leder, Poul, står i døråbningen ind til puderummet. Han ryger pibe og ser ned på Ronni. Poul er nærmest aldrig i børnehaven.

”Du skal svare ærligt,” siger Poul til Ronni.

Nu dukker Søren op bag Pouls bukseben. Søren har svedigt hår og stirrer på Ronni, der begynder at fortælle om sin tegning fra i går.

”Ja, altså jeg ville gerne tegne en kat med fartstriber, laserlys som øjne, raketter på poterne og…”

”STOP! Jamen, Ronni, kan du ikke se, hvor ked af det, Søren bliver?”

Hmm, næh, tænker Ronni. Søren ser bare svedig ud. Som han gør det hver dag, fordi han altid er inde i puderummet. Men det siger Ronni ikke til Poul.

”Tjooh, men altså det var jo bare en tegning,” siger Ronni.

Poul tager piben ud af munden.

”Den kat betød så meget for Søren. Og ikke mindst for Sørens storebror, som engang gik her i børnehaven. Ikke sandt, Søren?”

Poul stiller spørgsmål, men han venter ikke på svarene.

”Sørens storebror ringede til mig i aftes, fordi Iben havde fortalt Søren om din kattetegning. Og så måtte hele Sørens familie mødes i huhej-hast for at diskutere, om Søren skal tages ud af vores børnehave. Kan du forstå det, Ronni?”

Hvad? Tages ud af børnehaven? Ronni forstår ikke, hvad der sker, men han når ikke at sige noget højt, for Poul taler videre.

”Her i børnehaven er vi meget stolte af, at vi tolererer hinanden. Det betyder, at der skal være plads til alle. Også dem, der ikke kan lide katte. Eller … altså, dem, der godt kan lide katte – måske faktisk elsker katte – men som ikke kan lide tegninger af katte,” siger Poul.

[RONNI TÆNKER: Tolle-hvad-for-noget? Betyder det også, at dem, der ikke kan lide tegninger af katte, skal tolere dem, der godt kan lide at tegne katte? Jeg forstår ikke helt, hvad der kommer ud af Pouls piberygende mund. Hov, nu forsvandt Søren.]

Ronni kigger på Poul, der bakser med at holde ild i piben. Ronni begynder at tænke på, hvad han så skal tegne i dag. Måske en rotte eller en ulv eller en hest med sylespidse hugtænder og lyssværd.

Poul hiver igen piben ud af munden.

”Så nu har jeg besluttet, at vi i vores børnehave slet ikke tegner dyr. Ingen katte. Ingen hamstre. Ingen dyr. OVERHOVEDET.”

[RONNI TÆNKER: Ingen dyr? Hold da helt lineal, hvad skal jeg så tegne? Et hus ligesom alle de andre? Ej, det gider jeg altså ikke. Hmm, medmindre huset får raketter, så det kan flyve rundt. Måske en jetmotor. Og vilde flammer på murene!]

Poul ryger videre på sin pibe, mens Ronni går ind i børnehaven, smider sin jakke og går hen til bordet, hvor de andre sidder og tegner. Inden han overhovedet når at vælge den første farve til huset, kan han høre Iben snøfte.

”Jeg kommer sådan til at savne vores gamle hus, når jeg ser rundt på alle de tegninger af flotte huse. Nu bor jeg bare i en dum lejlighed. Kan vi måske lade være med at tegne huse?”, spørger Iben.

Ronni når ikke at høre svaret fra de voksne. Han hopper ned fra sin stol og løber med fuld fart ind for at kaste med puder og få svedigt hår sammen med Søren.